For børn i Bukoba

Der er 78.000 børn mellem 0 og 12  som er doebt i den Lutherske kirke i Bukoba Stift Tanzania”, fortæller Søster Sarapia Katura, ”Det er kun et fåtal af dem kirken kan give et tilbud i dag. Derfor er det af stor betydning at Danmission støtter os i at uddanne flere frivillige søndagsskoleledere.”

Søster Sarapia Katura gennemgår minutiøst hvad de laver på deres 14 dages seminarer for søndagsskoleledere. Det er et flot program. Ud over bibelkendskab naturligvis, lærer de bl.a. hvordan man laver undervisningsmaterialer og fordelene ved at bruge dem, undervisnings metode, udfordringerne ved moderne samfund og demokrati, børnepsykologi, drama og ledelse af søndagsskolearbejdet.  Jeg spørger lidt ind til det med undervisningsmetode, og til min overraskelse har Søster Sarapia Katura et rimeligt godt kendskab til teori på det område. 

Søster Sarapia Katura finder sit lille lommekamera frem. Efter lidt leden i over 1200 billeder finder hun dem hun vil vise mig. ”Vi underviser dem ved at vise dem hvordan man gør” siger hun og begynder at forklare hvilke øvelser de laver på forskellige billeder. ”Ud over at vise dem nogle pædagogiske lege der kan hjælpe med at forklare bibelen, beder vi dem også vise hinanden lege de selv bruger.” Den lille smilende søster er stolt af sit arbejde og det kan hun også godt være. Når workshoppene er forbi besøger hun alle kursisterne og vejleder dem i det (søn)daglige arbejde.

Det falder mig ind at på denne tur har vi beskæftiget os med didaktik både i toppen af uddannelsessystemet på St. Paul’s Universitetet og nu ved at opmuntre Søster Sarapia Katura i at hendes fine arbejde fortjener al den støtte vi giver hende i form af penge til workshops og rejser.

Jeg fortæller Søster Sarapia Katura at jeg skriver om det jeg oplever og spørger om jeg må låne billederne hun lige har vist mig, så I også kan se dem. Det er en god ide siger hun og smiler sit søde smil.

Bukoba Tanzania – Kirkens Menneskerettigheds program.

Det her er den mindste ruteflyver jeg nogensinde har rejst med. Der er plads til 12 passagerer. Inden piloten tænder motoren vender han sig om. På ægte stewardesse vis byder han velkommen om bord. Han gennemgår sikkerhedsprocedurerne og ønsker os en god rejse. Medens jeg nyder udsigten over Victoriasøen i højt solskind, kommer jeg til at tænke på en historie en af mine venner en gang fortalte om en flyvetur i Mozambique, hvor piloten havde rejst sig fra sit sæde, gået ned mellem sæderne, åbnet en lem i gulvet, hvor han så havde sat sig til at sparke på landingshjulet til det foldede sig ud. Helt så galt er det forhåbentligt ikke med denne flyver. Jeg er på vej fra Mwanza til Bukoba, hvor jeg skal besøge en af Danmissions partner kirker. Missionsarbejdet i Tanzania er mere end 200 år gammelt. I kolonitiden var her tyske missionærer men efter 2. verdenskrig tog danskere, svenskere og andre over. Danmission har arbejdet her siden 1950.

Jeg lander i den lille lufthavn, der har ikke meget til fælles med de store internationale lufthavne. Døren ud fra ankomsthallen er lukket med to store skydere som dem man brugte på stalddøre i gamle dage. Der står en ordentlig mama og holder vagt så ingen kommer ind eller ud. Pludselig kommer der to fingre ind i en sprække i de rå planker i døren, de lirker behændigt skyderne fra og en mand forsøger at mase sig ind. Mama maser ham uden besvær mellem de to døre så han stønner af smerte.  Da vi alle har fået vores bagage åbner mama endeligt døren og den maste mand og ti andre vælter ind og flår i alles kufferter. Det er Taxachauffører der vil kapre kunder. Jeg får forklaret ham der er på vej af sted med min kuffert at det er en nitte da jeg bliver hentet. Det viser sig bare at jeg ikke bliver hentet. Jeg må købe ny taletid til min telefon, det ligner et uautoriseret taletidsskrabelod jeg får, but what can I do. Efter et telefonopkald kommer Anne Marie Vemmelund og henter mig. Anne Marie er pensioneret missionær, hun har boet her i det nordvestlige Tanzania siden 1967, kun 17 år efter at det daværende DMS begyndte at arbejde her og siden jeg var fire år gammel.

Da jeg er blevet installeret i gæstehuset har Kristine Kaaber Pors et møde med kirkens ’Fortaler og menneskerettighedsprogram’, jeg får lov at sidde med som fluen (eller nærmere malariamyggen) på vægen. Menneskerettighedsproblemerne i Tanzania skyldes mest at folk ikke kender deres rettigheder, derfor florere der meget vold i familierne og der er mange arve problemer, hvor kvinder og børn der har arveretten bliver tromlet af mandens familie. Kirken hjælper med et kæmpe oplysningsarbejde så vel som individuel hjælp til dem der lider.
Hele menneskerettigheds programmet støttes af Danmission og er det største DANIDA finansierede Danmission projekt i Tanzania.