For børn i Bukoba

Der er 78.000 børn mellem 0 og 12  som er doebt i den Lutherske kirke i Bukoba Stift Tanzania”, fortæller Søster Sarapia Katura, ”Det er kun et fåtal af dem kirken kan give et tilbud i dag. Derfor er det af stor betydning at Danmission støtter os i at uddanne flere frivillige søndagsskoleledere.”

Søster Sarapia Katura gennemgår minutiøst hvad de laver på deres 14 dages seminarer for søndagsskoleledere. Det er et flot program. Ud over bibelkendskab naturligvis, lærer de bl.a. hvordan man laver undervisningsmaterialer og fordelene ved at bruge dem, undervisnings metode, udfordringerne ved moderne samfund og demokrati, børnepsykologi, drama og ledelse af søndagsskolearbejdet.  Jeg spørger lidt ind til det med undervisningsmetode, og til min overraskelse har Søster Sarapia Katura et rimeligt godt kendskab til teori på det område. 

Søster Sarapia Katura finder sit lille lommekamera frem. Efter lidt leden i over 1200 billeder finder hun dem hun vil vise mig. ”Vi underviser dem ved at vise dem hvordan man gør” siger hun og begynder at forklare hvilke øvelser de laver på forskellige billeder. ”Ud over at vise dem nogle pædagogiske lege der kan hjælpe med at forklare bibelen, beder vi dem også vise hinanden lege de selv bruger.” Den lille smilende søster er stolt af sit arbejde og det kan hun også godt være. Når workshoppene er forbi besøger hun alle kursisterne og vejleder dem i det (søn)daglige arbejde.

Det falder mig ind at på denne tur har vi beskæftiget os med didaktik både i toppen af uddannelsessystemet på St. Paul’s Universitetet og nu ved at opmuntre Søster Sarapia Katura i at hendes fine arbejde fortjener al den støtte vi giver hende i form af penge til workshops og rejser.

Jeg fortæller Søster Sarapia Katura at jeg skriver om det jeg oplever og spørger om jeg må låne billederne hun lige har vist mig, så I også kan se dem. Det er en god ide siger hun og smiler sit søde smil.

Bukoba Tanzania – Kirkens Menneskerettigheds program.

Det her er den mindste ruteflyver jeg nogensinde har rejst med. Der er plads til 12 passagerer. Inden piloten tænder motoren vender han sig om. På ægte stewardesse vis byder han velkommen om bord. Han gennemgår sikkerhedsprocedurerne og ønsker os en god rejse. Medens jeg nyder udsigten over Victoriasøen i højt solskind, kommer jeg til at tænke på en historie en af mine venner en gang fortalte om en flyvetur i Mozambique, hvor piloten havde rejst sig fra sit sæde, gået ned mellem sæderne, åbnet en lem i gulvet, hvor han så havde sat sig til at sparke på landingshjulet til det foldede sig ud. Helt så galt er det forhåbentligt ikke med denne flyver. Jeg er på vej fra Mwanza til Bukoba, hvor jeg skal besøge en af Danmissions partner kirker. Missionsarbejdet i Tanzania er mere end 200 år gammelt. I kolonitiden var her tyske missionærer men efter 2. verdenskrig tog danskere, svenskere og andre over. Danmission har arbejdet her siden 1950.

Jeg lander i den lille lufthavn, der har ikke meget til fælles med de store internationale lufthavne. Døren ud fra ankomsthallen er lukket med to store skydere som dem man brugte på stalddøre i gamle dage. Der står en ordentlig mama og holder vagt så ingen kommer ind eller ud. Pludselig kommer der to fingre ind i en sprække i de rå planker i døren, de lirker behændigt skyderne fra og en mand forsøger at mase sig ind. Mama maser ham uden besvær mellem de to døre så han stønner af smerte.  Da vi alle har fået vores bagage åbner mama endeligt døren og den maste mand og ti andre vælter ind og flår i alles kufferter. Det er Taxachauffører der vil kapre kunder. Jeg får forklaret ham der er på vej af sted med min kuffert at det er en nitte da jeg bliver hentet. Det viser sig bare at jeg ikke bliver hentet. Jeg må købe ny taletid til min telefon, det ligner et uautoriseret taletidsskrabelod jeg får, but what can I do. Efter et telefonopkald kommer Anne Marie Vemmelund og henter mig. Anne Marie er pensioneret missionær, hun har boet her i det nordvestlige Tanzania siden 1967, kun 17 år efter at det daværende DMS begyndte at arbejde her og siden jeg var fire år gammel.

Da jeg er blevet installeret i gæstehuset har Kristine Kaaber Pors et møde med kirkens ’Fortaler og menneskerettighedsprogram’, jeg får lov at sidde med som fluen (eller nærmere malariamyggen) på vægen. Menneskerettighedsproblemerne i Tanzania skyldes mest at folk ikke kender deres rettigheder, derfor florere der meget vold i familierne og der er mange arve problemer, hvor kvinder og børn der har arveretten bliver tromlet af mandens familie. Kirken hjælper med et kæmpe oplysningsarbejde så vel som individuel hjælp til dem der lider.
Hele menneskerettigheds programmet støttes af Danmission og er det største DANIDA finansierede Danmission projekt i Tanzania.

Inter-religiøs dialog uddannelse på Zanzibar og nye bygninger i Nairobi.

    


 Programme for Christian-Muslim Relations in Africa (PROCMURA) er en kristen dialog organisation som Danmission har et tæt samarbejde med om dialog mellem religioner i Afrika, organisationen har personale fra mange lande i Vest- og Østafrika. Vi er på besøg for at se deres nye kontorbygning som Danmission har støttet opførelsen af og for at jeg skal lære deres administrator at kende.

Han vil nødigt indrømme det men han er lidt lost. Henrik har besøgt PROKMURA flere gange før, men for øjeblikket har de kontor på deres beboelses grund, der har han kun været en gang før. Vi er ca. en kilometer fra Desmond Tutu gæste huset i et nærliggende beboelseskvarter. ”Jeg må være gået ned en gang for tidligt” konstatere Henrik, ”Lad os prøve at gå hen her.” Nu er vi på rette spor. Præcist kl. 10:00 som aftalt, vi bliver vist op på direktøren Johnson Mbillahs kontor selvom at harer udrejst. Administratoren Joy kommer ganske kort efter. Joy kigger sig lidt rådvild om efter et sted at sidde, Henrik foreslår Johnsons stol bag skrivebordet, men ”oh no” den går ikke. ”Ikke i den store mands stol”. siger Joy.

Det er muligt at Danmission og PROCMURA skal til at samarbejde om at hjælpe Tumaini University Makumira Dar es Salaam College (TUMADARCo) med at lave en Inter-religiøs dialog uddannelse på Zanzibar. Det er et spændende initiativ som Daniel der er udsendt af Danmission til Zanzibar har arbejdet hårdt for.  Joy siger at de er nød til at ansætte en ekstra medarbejder til at tage sig af den krævende opgave.

Vi køre i Joy’s bil nogle få kilometer hen til byggepladsen. Joy fortæller at hun har haft en ekstra opgave med at styre byggeriet den sidste tid. Det er en stor fire etagers bygning. De to af etagerne skal udlejes, hvilket vil indbringe nok til at PROCMURA kan bo gratis. Byggestilladset ligner noget der er løgn, men selve bygningen ser ud til at være pænt lavet. Der er en dejlig tagterrasse med et penthouse mødelokale og plads til en lille udendørs restaurant. Det ser virkeligt godt ud.

På vej tilbage rammer vi en frygtelig trafikprop. Nogen har opført et kæmpe reklameskilt over en af de store tresporede indfaldsveje til Nairobi. ”De havde ikke fået byggetilladelse” fortæller Joy, ”derfor har myndighederne væltet skiltet i nattens løb. ” Hmm, hvor meget mon det koster samfundet at ingen kan komme frem og tilbage på denne indfaldsvej i dag? Henrik og jeg står ud af bilen for at gå tilbage. Ved det væltede skilt står vi lidt og kigger. En anden tilskuer fortæller: ”Det er ham der har bygget skiltet, nu skal han sørge for at få det fjernet.” ”Tænk sig hvis miljøministeriet bare havde sendt et par entreprenørmaskiner da Bilka opførte et ulovligt supermarked i Horsens” siger jeg til Henrik.  

Teologiundervisning i Østafrika

St. Pauls Universitet har et af de bedste teologiske fakulteter i Østafrika. Det er derfor Danmission er glad for at give stipendier til teologer fra vores partnerkirker, så de kan komme til at gå på St Paul’s. For øjeblikket går her to studerende støttet af Danmission. Mange af dem der bliver uddannet her får centrale placeringer i kirken. Henrik og jeg er her for at så sæden til et samarbejde om at få højnet den pædagogiske kvalitet af de teologiske uddannelser i Østafrika.

Vi bliver vist ind til vise rektoren Esther Mombo. Hun har udstråling af at være en af Afrikas seje damer. Hun er en ældre og smuk dame. Esther Mombo byder os velkommen og vi får serveret en kop Kenyansk te. Esther Mombo beklager at hun har været nød til at flytte vores aftale mange gange, men her til sidst er hun blevet kaldt ind til undervisningsministeren, og det kan man selvfølgelig ikke bare afvise. Efter lidt snak, drejer Henrik emnet ind på det vi er kommet for. Vi har skrevet et oplæg til et projekt der involvere St. Pauls. Henrik forklarer på elegant vis, at vi gerne vil hjælpe med at forbedre den pædagogiske kvalitet af teologiundervisningen. Vores ønske gælder både, at de studerende skal få mere ud af undervisningen, men også for at de studerende selv skal blive bedre undervisere. Esther Mombo ser ud til at synes om forslaget. Hun siger: ”Vi har selv lige startet en proces som skal ende med en stats-anderkendt masters grad i undervisningslære, jeg tror jeres forslag kan passe fint ind i det. Vil I ikke skrive et oplæg om det I regner med at kunne tilbyde, så vil jeg foreligge det i senatet for undervisning sammen med vores egen beskrivelse.” Det føles lidt som om vi har ramt plet. Vi har talt med en af mine gamle kollegaer Egon Hedegaard fra Københavns Dag og Aftenseminarium som er lektor i didaktik om han kunne stå for nogle kurser.  Beskrivelsen har vi sådanset lavet sammen med Egon, den skal lige rettes til. Vi aftaler i grove træk med Esther Mombo hvilke teologiske uddannelsessteder vi skal invitere og Esther Mumbo lover at de vil stå for det praktiske.  

Billeder lånt fra St. Paul's hjemmeside.

Audiensen er slut, Esther Mombo synes jeg skal besøge universitetets overbibliotekar og det synes jeg er en god ide, nu da jeg selv er uddannet bibliotekar.  Jeg har allerede kigget på bibliotekets hjemmeside og kunne konstatere at der er tale om et bibliotek omtrent på højde med et dansk institutbibliotek.

Overbibliotekaren er en mand på min egen alder. Jeg præsenterer mig og roser deres lyse og venlige bibliotek. Han fortæller stolt om deres arbejde, specielt synes jeg det er spændende at høre om hvordan de bruger online litteratur med stor succes. Jeg aftaler med ham at vi kan skrives ved, hvis jeg, på et tidspunkt, får brug for deres erfaringer på fx det teologiske seminar SALT på Madagaskar. 

Gourmet mad og Folkemord

Denne aftensmad er den ypperste nydelse. Henrik og jeg er på en Etiopisk restaurant. For at komme her til måtte vi gå ad en ujævn sti og balancere et godt stykke på et overjordisk kloakrør.

Henrik har boet en årrække i Etiopien og han taler ubesværet med tjeneren på etiopisk. Maden er en kæmpe pandekage og nogle gaze lignende pandekage ruller som vi skooper de vidunderligste småretter op med. Henrik beretter om Etiopiens kirkehistorie, en dybt fascinerende fortælling om pagtens ark, som kong Salomon og dronning af Saba’s søn stjal fra sin far og bragte til en kirke i Etiopien, hvor den står den dag i dag.

Nu bringer tjeneren kaffe som den laves i den etiopiske kaffe ceremoni. Det er en fuldstændig magisk oplevelse, med vellugtende røgelse og popcorn.

Da kaffen er drukket kommer Dr André Karamaga, der er generalsekretær for All Africa Conference of Churches (AACC). Vi taler lidt kirkefagligt. Dr André Karamaga fortæller om sin karriere og at han er Rwander. Henrik spørger ham hvor han var under folkemordet I Rwanda. ”Jeg var her i Nairobi, men da vi hørte at de havde dræbt min far og hele min kones nærmeste familie tog jeg tilbage for at være præst i min hjemby. Min kone kunne først ikke holde ud at tage med, så hun blev tilbage. Der var lig over alt. Vi gravede lig op af massegravene for at give dem en kristen begravelse. Vi var 65 præster i min kirke inden folkemordet, 25 blev dræbt og mange flygtede, så der var nok at lave for os der var tilbage.
Senere kom min kone. Hun arbejdede med de forældreløse børn og det gør hun for det øvrige endnu. Der er stadigvæk mange forældreløse børn i Rwanda, meget på grund af AIDS.”
Under folkemordet blev en fætter til min kone tvunget til at dræbe min kones søster. Vi tilgav ham, men vi begik den store fejl ikke at sige til ham at vi tilgav ham. En dag hængte han sig. Dr André Karamaga tager hænderne op til halsen. Jeg kan mærke tårerne presse i mine tårekanaler da vi tager afsked med Dr André Karamaga.


Jeg er dybt bevæget og mister et øjeblik balancen på kloakrøret fordi jeg er et helt andet sted i mine tanker. Afrika har mange rædsler. Selv om vi ikke alle er praktiserende kristne, kan vi i Danmark takke vores grundfæstede kristne etik for at vi slipper for mange af Afrikas rædsler.

The Gods Must Be Crazy

Hvad tænker man når man står iført et rødt uldtæppe og kigger på sin gedeflok? Han kaster et blik på den forbipasserende bus og konstatere at der er to muzungu’er (hvide) i bussen i dag. Gad vide om han kender Arusha eller Nairobi, så han kan forestille sig hvor vi er på vej fra og til? Jeg kommer til at tænke på filmen. ” The Gods Must Be Crazy”, hvor en hyrdedreng ser en Cola flaske blive smidt ud af et lille fly og tror det er noget guderne har tabt. Han beslutter at prøve at finde guderne for at aflevere deres ting til dem. Det er en morsom, men samtidig tankevækkende film. Måske har hyrden jeg lige har passeret også en forestilling om os i bussen som er lidt langt fra virkeligheden. Min forestilling om hyrden og hans tanker er sikkert også skudt ved siden af.  Det er utroligt så forskellige livsbetingelser vi mennesker har, men dog har vi alle de samme basale behov: Nogen der holder af os og nogen at holde af, mad at spise, hvile, trykhed og trangen til at forplante os, så livet kan gå videre - Ja og så har mange af os en forestilling om Gud, nogen der er større end os, nogen der er klogere end os,  nogen der har styr på alt det vi ikke forstår og som rummer den mening med det hele, som vi har svært ved at forstå.

Hvis nu bussen havde stoppet her midt på savannen mellem Arusha og Nairobi og jeg kunne have fået en snak med hyrden, havde vi måske talt om Gud. Vi ville ikke have meget til fælles at tale om. Vores måde at få opfyldt vore basale behov vil være vidt forskellige. Jeg vil ikke være særlig bevist om min måde fordi jeg tager den for givet, så jeg vil ikke have meget at sige. Men vores Gudsforhold, det ville være en fælles ramme vi ville kunne tale om og det ville sandsynligvis give os en følelse af et fællesskab. Her står vi, to små dødelige mennesker, hvad er meningen med det hele? Hvem bestemmer at det er som det er? Er der en Gud der kender en mening med det hele? Hvordan ærer og underkaster vi os Gud, så meningen med det hele kan ske? Meningen med det hele, som vi mennesker er forbandet eller velsignet til at lede efter, har hyrden lige så gode forudsætninger for at forstå som jeg. Hvis hyrden er kristen vil vi kende den samme Gud og kende de samme fortællinger om Gud. Vi vil have den samme grundetik og vi vil være fælles om at tro, at Gud kender og giver os meningen. Hvis hyrden er muslim, vil vi også have mange fælles fortællinger om Gud, en delvis fælles etik og en erkendelse af at vi er små og Gud er stor. Hvis hyrden tror på andre guder, og evt. har en Cola flaske han skal have afleveret, ville vi kunne snakke om vore forestillinger om det guddommelige og jeg ville kunne love ham at tage Cola flasken med til flaskeautomaten i Netto.

Nu bliver min tankestrøm afbrudt. Vi er ved grænsen til Kenya.  Tanzania exit går problemfrit, men i Kenya kommer jeg til at stå i ”Ny i job” køen. Da jeg når frem har jeg udfyldt en formular, hvor bagsiden desværre ikke var blevet trykt i kopimaskinen og må udfylde en ny. Buschaufføren er kommet, han skifter mellem at stresse paskontrolløren og mig. Jeg er den sidste der mangler at komme tilbage til bussen. I farten glemmer jeg næsten at få $50 tilbage af de $100 jeg gav paskontrolløren for mit visum.

Mine medpassagerer kigger medlidende på mig og min sidemand siger: ”Det er Afrika” da jeg sætter mig ned. Jeg er stadigvæk lidt irriteret og gider ikke rigtigt tale om det. Jeg bryder mig ikke om at brokke mig over Afrika, for det er ikke Afrika der er noget galt med men fattigdom og heraf dårlig uddannelse, dårlig infrastruktur osv.

Sædet er i stykker, ryggen falder tilbage når man læner sig op af den, så jeg har siddet med ryggen mod vinduet ind til nu. Jeg spørger manden bag mig om det gør noget at jeg lader sædet falde tilbage og sidder meget tilbagelænet. Det er ok, så nu vil jeg hvile lidt, så jeg er frisk når jeg skal finde Desmond Tutu Guest House når jeg når frem til Nairobi. I morgen mandag kl. 7:30 skal vi have vores møde med St. Pauls Univercity, det bliver spændende.    

Finalen på missionærmødet.

Henrik holder bibeltime. Han er en klog teolog og jeg er for simpel til at gengive hans spændende teologiske overvejelser. Jeg hæfter mig ved at han er meget ærlig omkring sin egen åndelighed. Henrik fortæller at han bestræber sig på at bruge en time hver morgen på at læse om og tænke over noget der beriger ham åndeligt. Han siger også at han ville ønske at han kunne bibeholde den åndelige tilstand han er i lige efter en ferie, også gennem hverdagene, men at det er svært. Hverdagens stress presser åndeligheden.

Efter bibeltimen spørger Simon om vi kan tale lidt om det Henrik sagde. Vi kommer hurtigt ind på det med at føle at der er for lidt tid til at være kontemplativ og åndelig. Snart bliver samtalen meget følelsesladet, for følelsesladet til at man kan blogge detaljeret om den. Essensen er at flere føler sig meget pressede. Når man er udsendt til fjerne egne, står man meget alene med sine udfordringer. Deltagerne i mødet er mere end almindligt seje mennesker. Alligevel kan presset blive så stort at gråden kommer frem i stemmerne og øjnene bliver blanke. Omsorgen for hinanden er markant og der bliver udvekslet nogle gode anerkendelser og sympatitilkendegivelser. Der er ikke så mange gode råd, men opbakning og følelsen af at vi alle har prøvet det, ”Du er ikke alene”, er vigtig. Måske er det der sker lige nu på missionærmødet, det vigtigste!

Efter denne alvorstime virker det næsten plat at skulle tale om internetbaseret kommunikation- og samarbejdsplatform.  Jeg tænker, men undlader at sige, at man måske kan komme til at føle sig lidt mindre ene med problemerne og at man måske kan aflastes lidt fra presset, hvis man kan samarbejde digitalt. Jeg er ikke sikker på at det passer, jeg håber det, men under alle omstændigheder vil det være upassende at sige nu. Jens og jeg laver oplæg og en lille workshop i fin duet. Vi arbejder til dagligt tæt sammen om at udvikle samarbejdsplatformen sammen med Inge der er administrator af fattigdoms teamet. Jens sidder i Arusha medens Inge og  jeg er i Hellerup. Jeg føler at vi har fået et dejligt kollegaskab / venskab gennem vore mange møder over nettet, men man får meget mere ud af at mødes rigtigt.

Efter mødet holder Brighton nadvergudstjeneste og vi slutter af med et fællesbillede. Missionærmødet i Tanzania 2013 er slut, jeg er glad for at jeg fik lov at være med til finalen.  

Mødet med & i Afrika

Jeg er på 14 dages tur til Tanzania og Kenya med mit arbejde i Danmission. Jeg skriver her lidt indtryk fra turen.

Duften er den samme som for 13 år siden, da jeg sidst var i Arusha i Tanzania. Alle steder har sin egen duft og den her holder jeg meget af. Sidst gik jeg glip af jakaranda træernes smukke violette blomster, men de er her denne gang. I det hele taget myldre det med blomster, deraf duften formoder jeg.  Det er tørtid og området omkring Kilimanjaro lufthavnen ser meget tørt ud, så de smukke jakarandatræer er en skærende kontrast til det golde landskab. Jeg tager en taxa til Mount Meru Game Lodge, hvor jeg skal mødes med Tanzania-missionærerne og Henrik hjemme fra kontoret i Hellerup. Efterhånden som vi nærmer os Mount Meru bliver det mere frodigt og utroligt smukt, det er her blomsterne for alvor kommer ind i billedet.  

Der er møde for missionærene fra Tanzania og jeg er kommet for at være med til de sidste to dage. Min deltagelse i mødet har to formål, først og fremmest skal vi mødes for at lære hinanden at kende, ind til videre har jeg kun skrevet eller Skypet med de fleste af dem. Den anden grund til at vi skal mødes er at vi skal se på en ny fælles administrations portal på internettet som Danmission tog i brug for et lille års tid siden, den skulle gerne komme til at virke sådan at det er nemt at følge med i arbejdet både ude og hjemme. Hvis vi er heldige kan den nye portal give os et fælles overblik og en endnu bedre kommunikation mellem ude og hjemme personalet i Danmission end de sædvanlige emails har givet os.

Jeg har siddet et par timer og ventet. Jeg har gået en lille tur, sludret med vagtmanden og været inde at se på lidt ibenholt træarbejde i en handicraft butik. Her er nogle smukke langhårede aber, eksotiske fugle og en stor skildpadde er her også. Personalet på lodgen hyggesnakker, her er vist ikke andre gæster end mig. Det er dejligt at være tilbage i Afrika, de har så meget dejligt her som vi ikke kender hos os og alle elsker en snak. Vagtmanden fortalte at folk var blevet meget rigere de sidste 10 år og det synes jeg også er tydeligt at se. Jeg gætter på at det mest er her hvor turistindustrien blomstre. Der er givetvist andre steder i Tanzania hvor det ikke går helt så hurtigt fremad.

Vi spiser frokost i haven. Det er ved at blive rigtigt varmt og jeg har ikke skiftet fra mit danske efterårsdress endnu. Det er en vidunderlig frokost og alle lader til at have det dejligt. Børnene leger med en utæt haveslange og bliver våde og lige bag ved dem går tre zebraer og en zebraunge.

 

Efter frokosten holder vi en række uformelle møder om småproblemer, det er dejligt at få ansigter på mine kollegaer og det er meget nemmere at få løst misforståelser o.s.v. nu vi sidder over for hinanden.

Børn og voksne spiller rundbold og bagefter er der dejlig aftensmad i spisesalen.

Jeg ville gerne sidde og hygge mig med dem hele aftenen, men jeg er træt efter flyveturen sidste nat og kan med garanti falde i søvn og sove godt til trods for myg og cikademusik.