The Gods Must Be Crazy

Hvad tænker man når man står iført et rødt uldtæppe og kigger på sin gedeflok? Han kaster et blik på den forbipasserende bus og konstatere at der er to muzungu’er (hvide) i bussen i dag. Gad vide om han kender Arusha eller Nairobi, så han kan forestille sig hvor vi er på vej fra og til? Jeg kommer til at tænke på filmen. ” The Gods Must Be Crazy”, hvor en hyrdedreng ser en Cola flaske blive smidt ud af et lille fly og tror det er noget guderne har tabt. Han beslutter at prøve at finde guderne for at aflevere deres ting til dem. Det er en morsom, men samtidig tankevækkende film. Måske har hyrden jeg lige har passeret også en forestilling om os i bussen som er lidt langt fra virkeligheden. Min forestilling om hyrden og hans tanker er sikkert også skudt ved siden af.  Det er utroligt så forskellige livsbetingelser vi mennesker har, men dog har vi alle de samme basale behov: Nogen der holder af os og nogen at holde af, mad at spise, hvile, trykhed og trangen til at forplante os, så livet kan gå videre - Ja og så har mange af os en forestilling om Gud, nogen der er større end os, nogen der er klogere end os,  nogen der har styr på alt det vi ikke forstår og som rummer den mening med det hele, som vi har svært ved at forstå.

Hvis nu bussen havde stoppet her midt på savannen mellem Arusha og Nairobi og jeg kunne have fået en snak med hyrden, havde vi måske talt om Gud. Vi ville ikke have meget til fælles at tale om. Vores måde at få opfyldt vore basale behov vil være vidt forskellige. Jeg vil ikke være særlig bevist om min måde fordi jeg tager den for givet, så jeg vil ikke have meget at sige. Men vores Gudsforhold, det ville være en fælles ramme vi ville kunne tale om og det ville sandsynligvis give os en følelse af et fællesskab. Her står vi, to små dødelige mennesker, hvad er meningen med det hele? Hvem bestemmer at det er som det er? Er der en Gud der kender en mening med det hele? Hvordan ærer og underkaster vi os Gud, så meningen med det hele kan ske? Meningen med det hele, som vi mennesker er forbandet eller velsignet til at lede efter, har hyrden lige så gode forudsætninger for at forstå som jeg. Hvis hyrden er kristen vil vi kende den samme Gud og kende de samme fortællinger om Gud. Vi vil have den samme grundetik og vi vil være fælles om at tro, at Gud kender og giver os meningen. Hvis hyrden er muslim, vil vi også have mange fælles fortællinger om Gud, en delvis fælles etik og en erkendelse af at vi er små og Gud er stor. Hvis hyrden tror på andre guder, og evt. har en Cola flaske han skal have afleveret, ville vi kunne snakke om vore forestillinger om det guddommelige og jeg ville kunne love ham at tage Cola flasken med til flaskeautomaten i Netto.

Nu bliver min tankestrøm afbrudt. Vi er ved grænsen til Kenya.  Tanzania exit går problemfrit, men i Kenya kommer jeg til at stå i ”Ny i job” køen. Da jeg når frem har jeg udfyldt en formular, hvor bagsiden desværre ikke var blevet trykt i kopimaskinen og må udfylde en ny. Buschaufføren er kommet, han skifter mellem at stresse paskontrolløren og mig. Jeg er den sidste der mangler at komme tilbage til bussen. I farten glemmer jeg næsten at få $50 tilbage af de $100 jeg gav paskontrolløren for mit visum.

Mine medpassagerer kigger medlidende på mig og min sidemand siger: ”Det er Afrika” da jeg sætter mig ned. Jeg er stadigvæk lidt irriteret og gider ikke rigtigt tale om det. Jeg bryder mig ikke om at brokke mig over Afrika, for det er ikke Afrika der er noget galt med men fattigdom og heraf dårlig uddannelse, dårlig infrastruktur osv.

Sædet er i stykker, ryggen falder tilbage når man læner sig op af den, så jeg har siddet med ryggen mod vinduet ind til nu. Jeg spørger manden bag mig om det gør noget at jeg lader sædet falde tilbage og sidder meget tilbagelænet. Det er ok, så nu vil jeg hvile lidt, så jeg er frisk når jeg skal finde Desmond Tutu Guest House når jeg når frem til Nairobi. I morgen mandag kl. 7:30 skal vi have vores møde med St. Pauls Univercity, det bliver spændende.