Henrik holder bibeltime. Han er en klog teolog og jeg er for
simpel til at gengive hans spændende teologiske overvejelser. Jeg hæfter mig
ved at han er meget ærlig omkring sin egen åndelighed. Henrik fortæller at han
bestræber sig på at bruge en time hver morgen på at læse om og tænke over noget
der beriger ham åndeligt. Han siger også at han ville ønske at han kunne
bibeholde den åndelige tilstand han er i lige efter en ferie, også gennem
hverdagene, men at det er svært. Hverdagens stress presser åndeligheden.
Efter bibeltimen spørger Simon om vi kan tale lidt om det
Henrik sagde. Vi kommer hurtigt ind på det med at føle at der er for lidt tid
til at være kontemplativ og åndelig. Snart bliver samtalen meget følelsesladet,
for følelsesladet til at man kan blogge detaljeret om den. Essensen er at flere
føler sig meget pressede. Når man er udsendt til fjerne egne, står man meget
alene med sine udfordringer. Deltagerne i mødet er mere end almindligt seje
mennesker. Alligevel kan presset blive så stort at gråden kommer frem i
stemmerne og øjnene bliver blanke. Omsorgen for hinanden er markant og der
bliver udvekslet nogle gode anerkendelser og sympatitilkendegivelser. Der er
ikke så mange gode råd, men opbakning og følelsen af at vi alle har prøvet det,
”Du er ikke alene”, er vigtig. Måske er det der sker lige nu på missionærmødet,
det vigtigste!
Efter denne alvorstime virker det næsten plat at skulle tale
om internetbaseret kommunikation- og samarbejdsplatform. Jeg tænker, men undlader at sige, at man
måske kan komme til at føle sig lidt mindre ene med problemerne og at man måske
kan aflastes lidt fra presset, hvis man kan samarbejde digitalt. Jeg er ikke
sikker på at det passer, jeg håber det, men under alle omstændigheder vil det
være upassende at sige nu. Jens og jeg laver oplæg og en lille workshop i fin
duet. Vi arbejder til dagligt tæt sammen om at udvikle samarbejdsplatformen
sammen med Inge der er administrator af fattigdoms teamet. Jens sidder i Arusha
medens Inge og jeg er i Hellerup. Jeg
føler at vi har fået et dejligt kollegaskab / venskab gennem vore mange møder over
nettet, men man får meget mere ud af at mødes rigtigt.
Efter mødet holder Brighton nadvergudstjeneste og vi slutter
af med et fællesbillede. Missionærmødet i Tanzania 2013 er slut, jeg er glad
for at jeg fik lov at være med til finalen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar